Jeg selv e
r landet i Danmark igen, hvis det skulle være forbigået nogens næser. Men før jeg skriver om gensynet med den danske muld, vil jeg komme med en opdatering af familiebesøget på Hawaii.I ved vi fejrede juleaften på Kauai i strålende solskin, vejret var simpelthen fantastisk alle dagene vi var dér. Juleaftensdag blev skudt igang med den årlige skinke tur som, traditionen tro, går ud på at man klæder sig ud i nisse kostume, tager den dertil indkøbte 10 kg.´s juleskinke under armen, gerne iført nisse kostume as well, og sætter sig ud i den lille, men meget hurtige genopladelige golfbil. Herefter får den pragtfulde skinke så en køretur rundt i området, så den på sin vis bedre kan danne sig et indtryk af verden omkring den.
Til slut, må den stakkels skinke så se realiteterne i øjnene og blive lagt i en gryde fyldt med rødvin (mest for at dulme nerverne), og kogt i adskillige timer. Alt imens at den kære juleskinke kogte på hjemme banen, smuttede hele familien glade og tilfredse op på nordsiden af øen, her fandt vi en perle af en sandstrand, den var guddomeligt smuk. Mogens blev sat på et væltet nåletræ, eller var det en palme?!, hvor han kunne nyde en cigar, imens vi 4 andre besteg et lille bjerg..-toppen nåede vi dog aldrig, 
det havde været en vandretur på 30 km og vi sku jo gerne hjem til skinken igen i god tid;-). Men summa summarum, så var den lille vandring det hele værd, for hvis udsigten hav
de været flot nede på stranden så kunne man gange den med hundrede oppe på bjerget.På vej hjem igen, nød vi udsigten, samt en kokosnød som vi i forbifarten havde købt af en lille lettere buttet, men meget brun Hawaiianer i vejsiden. Troede ikke jeg kunne lide kokosmælk, men dér tog jeg fejl! Namme nam den smagte godt! Og så fik den da os lige et ekstra gok i nødden da vi passerede Hawaiianeren endnu engang på vej tilbage, således at vi fik adgang til kokosnøddekødet.
Nå men hjemme igen stod skinken og kogte, og nu kan jeg godt se at jeg bliver nødt til at droppe nogle af mine detaljer hvis vi skal nå at have beskrevet 14 dage på et enkelt blog indlæg og bare have en lille bitte chance for at bare halvdelen af mine læsere når længere end til 3. sætning.
Derfor nød vi en dejlig juleskinke juleaften, imens vi kiggede på det fine juletræ mor havde pyntet (palme med hibiscus blomster).
Dagen efter kørte vi til Stillehavets Gran Canyon, Waimea Canyon, det var jo sindsygt smukt! Stort og virkelig flot, mere er der vel egentligt ikke at sige, da hele den tur var meget lang, men breathtaking! Og igen var vejret med os...
2. juledag havde vi booket os ind på en sejltur op langs Na Pali kysten, man kan ikke køre bil dér så den eneste måde at se kysten på er fra havsiden. Der er bare lige det lille mén at båden sejler kl 7 om morgenen fra den anden side af øen, så NØJ hvor var vi tidligt oppe! Men det var så i DEN grad det værd. Vi så en smuk smuk kyststrækning, med vandfald og bjergformationer man ikke troede var mulige, hemmelige strande og mystiske huler, alt det samtidig med en smuk solopgang til havs, samt 100 regnbuer (mindst)! På tilbage sejlturen standsede kaptajenen båden og gjorde det muligt
for os at snorkle, Christoffer var den første der kom i og var i begyndelsen en smule skuffet da der ingenting var at se. Men efter et par minutter, indhenter en flok delfiner på 200-300 stk båden og begynder at leget rundt i vandet lige omkring os. Så både Bastian og Christoffer svømmede med delfiner meget tæt på sig...-begejstringen var heller ikke til at ta fejl af bag efter;-)D. 27 december gik turen så, DESVÆRRE, tilbage til Honolulu igen:-( Øv bøv, nu havde man lige vænnet sig til golfbilen, skinken, udsigten, vejret, luksus condoen, strandene etc. Men men vi havde jo en flyver der skulle nås til New York, så afsted måtte vi. Med lidt møje og logistik fik vi også det sidste til at gå op i en højere enhed, og havde endelig alle kufferter hjemme igen på hotellet kl halv tolv om aftenen. Vi fik sovet en 4 timer og så fløj Susanne og Mogens til New York, efterfulgt af os andre der lige nåede en omgang powershopping i merchandise førend at vi også hoppede på en flyver til det store æble.
Her mødtes vi så igen på min fødselsdag kl 6.30 om morgenen i JFK, puha man var træt! Nu skulle det gøre godt med en lille lur! Så vi fik stillet baggagen hos Jim og Claudia som vi overnattede hos. De har en dejlig, omend lille hvilket i sig selv gør det meget generøst af dem at lade os bo dér, lejlighed på Q
ueens. Vores seng stod ydermere op ad et loft-til-gulv vindue hvor vi havde udsigt lige over på 42. st., Chrysler bygningen, FN bygningen etc. FANTASTISK UDSIGT! Men nu var det jo min fødselsdag så afsti afsted ud og fejre den med morgenmad og en tur op i Rockefeller center. Og her skete der noget, som næsten med garanti kun sker én gang i mit liv, og den gang er så brugt nu....-Da der var så mange mennesker i både New York og Rockefeller Center (det tog omtrent 1 1/2 time at komme til toppen, sammenlignet med 4 timers ventetid i Empire), var der jo selvfølgelig også rigtig mange mennesker da vi så skulle NED igen...-Altså måtte vi stå i en slange kø og jeg gætter på at der har været 100 mennesker omkring os og blive dirigeret ned af en ansat på Rockefeller. Han underholdt imidlertig, både sig selv og the crowd ved at spørge om der mon var nogen der havde anniversary eller fødselsdag. Og selvfølgelig skulle jeg række hånden op hvilket resulterede i fødeselsdags sang både på engelsk og spansk fra SAMTLIGE mennesker på toppen af Rockefeller Center!!!
Iiiiih hvor var jeg flov og rød i hovedet, så flov at tårerne trillede ned ad kinderne og jeg måtte stå gemt inde i Bastians jakke under hele festligheden...-så kan jeg lære det! Nå men dagen blev sluttet af med middag om aftenen på en lækker fiske restaurant som vi havde fået anbefalet.Den 30 december tog vi en tur med Circle Line rundt om Manhattan, super smukt, men sk.... koldt! D. 31 blev byen igen gjort og om aftenen havde vi bestilt bord på Gallaghers steak house lige i nærheden af Times Square. Mmmmm dét var lækkert, de bedste bøffer vi havde fået længe! Og underholdningen var da også i top, der blev uddelt både hatte og halskæder som fint matchede vores dertil anledningen medbragte nytårsbriller. Efter middagen var planen at tage hjem på h
otel værelset og skåle nytåret ind i champagne og se den berømte kugle på Times Square falde ned kl 24. Lige inden da forøgede vi spændingen en smule ved at mor, jeg og Bastian ville hen på Times Square og se kuglen i virkeligheden, men i forvirringen blev vi væk fra hinanden og i et splitsekund, eller lidt længere, var jeg sikker på jeg skulle fejre nytåret uden Bastian:-( Men heldigvis
endte historien lykkeligt og vi mødtes allesammen på hotellet. Så nytåret blev skålet ind med manér!D. 1 januar, spiste vi morgenmad i Soho og besøgte vi onkel Torben i Bronxville, som iøvrigt havde hele huset fyldt med gæster, men hvor var det dog hyggeligt at se dem allesammen igen. Og vi havde en dejlig aften nord for Manhattan.
2 januar blev det sidste shoppet ind og de vigtige sights set. Således at jeg d. 3 januar (én dag før de andre), måtte sætte mig på en flyver for at afslutte en fantastisk halvt år og igen rejse hjem til Danmark! Heldigvis er det en fars pligt at hente sin datter i lufthavnen, også selvom hun er fyldt 27 (indeni tror jeg faktisk os kun hun er 12). Så Daddy stod i lufthavnen og tog billeder kl 7.10 en søndag morgen i VIRKELIG kolde Danmark. Hvor var det dejligt at se ham igen:-) Og så hjem til morgenmad og fødselsdagsgaver og en velfortjent middagslur! Nu er det så blevet fredag og jeg har været hjemme i 5 dage og jeg har fået vasket en masse tøj, set en masse mennesker og drukket alt for meget dansk øl....-puha havde glemt hvor stærk den er til sammenligning med den amerikanske af slagsen.
Men jeg har det godt og jeg JA jeg savner Hawaii og Susannes boller og alle vennernes selskab på øerne i stillehavet! Men så er det godt at jeg kan iføre mig bastskørt, hawaii Lei (blomsterkrans), sætte lidt ukulele musik på, skrue op for varmen og drømme mig tilbage til livet på de vidunderlige øer på den anden side af jorden.
TAK FOR ET FANTASTISK HALVÅR! Og virkelig tak fordi I har haft tålmodighed til at følge med i min blog og selvfølgelig også tak til alle jeg har lært at kende på Hawaii!
